Hvordan føles stress ?
Stress kan komme snigende eller ramme dig med et brag. Du mærker måske uroen i kroppen, tankerne som har svært ved at samle sig og overblikket som forsvinder. Det står på over længere tid, men du skubber det væk og tænker at det løser sig hvis du bare lige når den næste bunke på skrivebordet. Du glemmer aftaler og kan ikke følge indkøbslisten til ende, ting tager pludselig uendelig lang tid. Måske farer du sammen når telefonen ringer og tænker: ”åh nej, hvad sker der nu”. Kroppen er i alarmberedskab og du begynder at blive bange for om der er noget galt med dig. Om du er ved at blive vanvittig eller måske har du konstant ondt i hovedet, trykken for brystet, eller knugen i maven. Du skyller det hele ned med kaffe for at holde tempo, måske skipper du frokosten for at kunne holde trit, eller glemmer at holde pauser i løbet af dagen. Den dårlige samvittighed er også blevet en fast følgesvend for du er ikke til stede i det du gør og samværet med dem du holder af er det svært at mobilisere energien til.
Du lægger dig udmattet i sengen om aftenen, men søvnen kommer ikke for tankerne kværner der ud af om alt det du skal nå og det du ikke nåede og det du nok har glemt at du skulle nå. Dagen efter har du ikke sovet ret meget og når vækuret ringer tænker du at du ikke magter endnu en dag på den måde. Du er udmattet.
Det kan også være at du har oplevelsen af at det hele kører for dig, i et højt tempo dog, men der er fart over feltet og du kan lide fornemmelsen af at dagene flyver afsted og du får udrettet en masse. Det har godt nok stået på længe og du har ikke holdt ferie fordi der lige var nogle ting som skulle nås og som ikke kunne vente. Så en dag under et vigtigt oplæg du skal holde for en større forsamling kan du ikke få et ord frem, ordene er forsvundet, du bliver svimmel og må sætte dig for ikke at falde om. Eller en morgen du vågner kan du ikke komme ud af sengen og du bryder grædende sammen for det havde du ikke set komme.
Hvad er stress?
Vi er alle forskellige og derfor rammer stress også forskelligt afhængig af hvem vi er. Stress er ikke en diagnose men en tilstand vi er i. En smule stress, adrenalin i blodet, er godt for det holder os i gang. Men hvis der er for meget over længere tid bliver det usundt for os. Langvarig stress opstår, når man oplever, at der ikke er balance mellem de udfordringer, man står over for, og ens muligheder for at håndtere udfordringerne. Langvarig stress opstår typisk på grund af alvorlige begivenheder, fx tab af ægtefælle, alvorlig sygdom eller fyring – eller på grund af en hårdt presset hverdag med belastninger på arbejdet, manglende fritid, manglende hvile eller konflikter på arbejdet eller i privatlivet.
Hvordan behandles stress?
Man kan befinde sig i forskellige stadier af stress, men hvis du sidder og læser dette har du nok en oplevelse af at være stresset og er nysgerrig på om du har brug for hjælp til at komme ud af det igen. Det første du skal vide er at du nok skal komme ovenpå igen, men vær indstillet på at det tager tid. Hvis du har mistet overblikket over din situation og er “gået ned” med stress, må du bruge alle kræfter på at komme op igen. Du har sandsynligvis brug for andres hjælp til at få nye, stress-forebyggende vaner og tankebaner. Derfor er det vigtigt at være i dialog med arbejdspladsen om din situation evt. gennem din tillidsrepræsentant. Det kan også være en god ide at kontakte din praktiserende læge hvis du har fysiske smerter som ikke kan lindres.
Som psykolog vil du kunne bruge mig til at hjælpe dig til at finde frem til hvad der stresser dig, hvilke styrker du har at trække på samt lægge en struktureret plan for hvordan du kommer over din stress. Jeg vil støtte dig i processen og holde dig på sporet. Jeg vil også skubbe dig blidt og nænsomt i retning af de omlægninger af dit liv som måske er nødvendigt for at få det bedre. Jeg kan også hjælpe dig med at undersøge de tankemøsntre som lægger bag eller er med til at opretholde din stresstilstand, så vi kan arbejde med at ændre disse. Først og fremmest vil jeg tage godt imod dig og give dig et rum hos mig til at finde ro og starte vejen tilbage til et liv i mere balance.